Vi er fem er en roman af Mathias Faldbakken. Den fik fem hjerter i Politiken og er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Det er ikke en dårligt skrevet roman, men det er en usandsynlig dårligt skrevet historie. Mathias Faldbakken kan mange ting som forfatter (sandsynligvis som menneske), men han kan ikke fortælle en historie. Jeg er klar over at nogle mennesker (læs anmeldere) vil kalde det her for ny litteratur. Det kan man godt, ligesom man kan kalde en papkasse for et hus.

Han laver et godt set-up, Mathias Faldbakken. Forrygende medrivende karakterbeskrivelser, men han følger ikke noget til dørs, der er ingen slutning. Og det kan være at det er det helt nye og fede og jeg er old school og hænger fast i fortiden, dengang hvor en historie havde en start, en midte og en slutning.

Det som de fleste mennesker (Politikens anmelder ikke inkl.) forstår ved en godt fortalt historie er, at alle løse ender bliver bundet op til sidst. Det behøver ikke GÅ op. Det er ikke matematik det her, men hvis det var ville Faldbakkens formel se således ud:

X+X=

Ikke

X+X=?, hvilket i det mindste havde givet en åben slutning, noget man kunne forholde sig til. Man kunne tænke, fundere, gætte. Nej, Falbakken stopper sin fortælling, nærmest som om han er gået ned for at skide og ved et uheld har trukket send, og så hans redaktør fået den, tænkt "fåck, det er nyt," og trykt det.

Jeg blev så irriteret og skuffet, netop fordi han faktisk skriver godt. Karaktererne er virkelige og dejlige og tredimensionelle, men han går i stå, også i sine karaktere, cirka midtvejs, Falbakken, og stopper med at udvikle dem, eller begynder og efterlader dem så bare midt i ingenting.

Igen, det er nok bare mig der er konservativ og ikke forstår moderne litteratur, som jeg ikke forstår hvordan en pind lænet op ad en væg kan være et kunstværk der portrættere den hvide mands undertrykkelse af kvinden eller var det et billede på samfundets behandling af minoriteter? Et eller andet som ikke har en pind med en pind at gøre.

Rystet Spejl af Søren Ulrik Thomsen

og

Ordninary Men af Christopher Borwning

samt

E Bindstouw af St. St. Blicher

Jeg har læst en anderledes digtsamling. På den gode måde.

Tændt af Niklas Press

En debut digtsamling af min gamle ven. Udgivet med kærlighed til bogen og respekt for bogelskere. Niklas' digte er poetiske og humoristiske, Den læser ikke som en "almindelig" digtsamling, men er mere flydende i sin stil, næsten som var det en roman (der er ingen lineær fortælling). Det er let tilgængelig, også for lyriske analfabeter som jeg, hvilket føles rart. Jeg har det ofte svært med digtsamlinger, fordi jeg synes de forsøger at virke højtragende og intellektuelle. Vi forbinder digtet med noget uforståeligt, som det er en uskreven regel at vi ikke skal kunne fatte det, som det er noget der skal læses og så grubles over i 14 dage. Det er for mig en fejltolkning af genren. Jeg kan læse et digt og så bliver det hos mig for altid, men oftest læser jeg digte og de rammer forbi. Og jeg tænker, at folkeskolelærerne her har misforstået hvad digtet skal kunne. Det en som en meget lille kugle, der bliver affyret fra stor afstand, men træffer meget præcist.

Således ramte de sidste strofer af Lukket Land mig:

I landet der ikke længere findes

er der håb endnu

I landet der ikke længere findes

findes du.

Det må gerne handle om flygtningenkrisen i Europa, hvis det er hvad du får ud af det, for mig handler det om tabt kærlighed, om at gemme en kvinde i sit hjerte, men vide at det er slut.

Tændt bærer præg af, at Niklas har rejst meget. Jeg har været med på nogle af rejserne, men langt de fleste har han fortaget alene, rejst til mystiske steder i verden, hvor han altid har fundet en solplet, noget positivt, noget han observerede, som kun han kan, og taget det ind, makuleret det i sin hjerne og så forfattet et digt omkring det. Jeg synes det er bogens styrke. Og så de øjeblikke hvor han blotter sig, hvor han ikke forsøger at være humoristisk (selvom han faktisk er temmelig skarp), men hvor han bare er 100% ærlig, som i digtet Blottet, som kan handle om mange ting, men for mig et et billede på den Tindertid, som kærligheden forsøger at trives i netop nu.

Mine damer og herrer: Blottet:

Som du ligger dér

med nakken blottet

og dit lange hår redt til side

af min hånd

og snorkende bugserer

din krop mod min

indtil vi falder i hak

for så omsider at falde

dybt i søvn

kan jeg ikke lade være

med at elske dig.

Også selvom det

kun er for en nat.

Bogen er dyr. 249 kr. Til gengæld er den en pryd på hylden og i hånden. Den er ubehandlet, dvs den er modtagelig overfor alt. Og jeg mener ALT. Min er allerede godt smurt ind i kaffe og jord. Men det er MIN. Det findes kun mit eksemplar og jeg elsker at Niklas Press har gennemtænkt designet af bogen. Fordi den er skrøbelig og svær at holde ren, som digtene og dit sind når du læser digtene. Det hele er tænkt sammen. Det her er ikke bare en stor fabrik der har skidt endnu en praktisk indpakket bog ud, som forbliver uændret uanset hvor mange steder du slæber den med hen. Tager du Tændt med på stranden, så kommer der spor af stranden og stranden vil for evigt være en del af din bog, som den var en del af din læseoplevelse.

Det er IKKE stor lyrik som du kender det, hvis du har gennempløjet de lyriske marker. Men det er ej heller meningen med Tændt. Det er meningen at den skal være tilgængelig og formidle lyrikken, ikke kun til kultureliten, men til alle.

Men prøv den selv. Bliv tændt eller bliv ikke tændt. Den kommer med svovl på forsiden, så hader du den, så er den let at brænde. Det er meget praktisk.

Du kan læse mere her:

https://niklas.press/ Og du kan bestille bogen hos din lokale bogpusher (og støtte dem, gør det) eller du kan være doven og gå på Saxo og få den sendt med posten og støtte dem. (Støt lokalt)

Er du folkeskolelære, så prøv den lige, læs et digt op i klassen og snak om det. Måske det rammer de unge mere end Hassan og alle de andre rødder.

Jeg ser i hvert fald frem til Niklas' næste værk, både som bogkunsthåndværk og som lyrisk fortælling.

Archive
Search By Tags
Don't follow me
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square