Search

Press on


Det handler om mod, mere end noget andet. Hvis det var nemt ville alle gøre det.

Ordet kunstner i dag er næsten et bandeord, det i hvert fald forbundet med statsstøtte og cafe latte og folk der bare generelt forsøger at undgå at arbejde.

Og det er ikke for at pive. Jeg har jo valgt det selv. Men sommetider glemmer den brede masse, at det at lave kunst handler om mod. At turde. At stille sig frem og være et mål for andres vrede, forfærdelse, uenighed og kærlighed. Vi er sportsudøvere uden medaljer. I radioen forleden snakkede de om, at dem der vandt præmier ved OL ikke skal betale skat af præmien. Det synes jeg er fair nok. Men kunne vi overveje, at vi heller ikke skulle betale skat af et arbejdslegat? Det ville holde dobbelt så lang tid på den måde. Nu kom det til at handle om penge, og det var egentlig ikke meningen, fordi det skulle handle om mod.

I mandags havde min gode ven Niklas Press, verdensdebut som live poet, på La Fontaine i København. Her læste han, til Open Mike, tre af sine værker højt.

Det har taget ham en rum tid at kravle ud af skabet, og jeg forstår ham godt. Fordi så snart han tog den mikrofon ville hans talent blive vejet og målt. Og det kan være angstfremkaldende. Vi laver det vi gør fordi vi elsker det, og jeg vil lige indskyde, til dem som allerede nu er på vej ind på Krak med en brosten i hånden, for at finde ud af hvor Niklas bor, at han ikke suger på Statens store kunstvorte, men er selvstændig oversætter af filmmanuskripter og batteri... tekster. Han er hverken på bissen eller kassen, men klarer sig udmærket. Og nu kom det igen til at handle om økonomi. Beklager.

Min største frygt, som forfatter, er at jeg ikke duer til det. At det her som nu er blevet mit liv, det kan jeg ikke finde ud af. Og jeg formoder sportsfolk har det på samme måde, at de er angst for de pludselig ikke kan ramme den tennisbold eller sparke til fodbolden eller kaste den... dims langt nok. Jeg bruger uforholdsmæssigt meget af min tid på at kæmpe med mit eget lave selvværd. Og det er sjovt nok ikke de gode anmeldelser der holder mig vågen om natten, det er de dårlige. Men det er undgåeligt at nogle ikke vil bryde sig om det man laver, og føler de har brug for at fortælle en om hvor lidt de kan lide det. Og når de dårlige anmeldelser slår en i gulvet, så handler det om at have modet til at rejse sig igen, inden livet har talt til 10.

Jeg ved ikke hvad god kunst er. Jeg ved hvad jeg synes er interessant kunst, og det er når jeg kan mærke at kunstneren har investeret en del af sit selv i sit værk. Været ærlig. For ellers er det bare håndværk. Og det kan være flot nok - "se mor, ingen stavefejl", men det gør ikke noget ved mig. Og det skal kunst. Gøre noget ved mig. Og det kræver at kunstneren åbner sig. Det er svært at gøre, fordi man er fandens sårbar som man står der med den ene side af brystkassen i hånden, og alle kan se det pumpende hjerte. Men det er også rigtig modigt.

Niklas Press stod på scenen, sidste mand den aften, skulle lukke og slukke festen, og han gjorde det uden at mumle eller falde over ordene. Han var nervøs, men han fandt modet og holdt ved. Og efter bifaldet havde lagt sig, kom folk op til ham og roste ham. Fordi han var god. Jeg roste ham ikke fordi han var god, jeg har sagt siden han var 15, at han har et talent som få, men jeg roste ham for hans mod. For det har han ikke haft siden han var 15, men det er aldrig for sent at blive modig, og i mandags smagte han modets frugter (er der noget der hedder det) og nu overvejer han Flisen. Men det er en anden historie.

Tillykke Niklas, og husk, at hvis det var nemt ville alle gøre det.


0 views

Jesper Nicolaj Christiansen / +45 40512466 / Hf. Kongelund 28 2300 København S