Search

Bedste forsider 2016


Jeg er en nørd. Kan lige så godt indrømme det. Jeg har læst superheltetegneserier i over 30 år. Og jeg elsker dem stadigvæk. En del af glæden ved at læse tegneserier er, at komme ned i den lokale tegneseriebutik, for mit vedkommende Fantask i København, og kigge på alle de farvestrålende forsider. Fordi det er en stor del af det at læse tegneserier, at blive tiltrukket af billederne.

Jeg har valgt fem forsider, som var mine favoritter, blandt de tegneserier jeg købte i 2016. Jeg køber ikke alt, det har jeg hverken tid eller råd til. Jeg prøver ofte nye (og gamle) serier af, for at se om de bider på mig.

Det som fascinerer mig ved tegneserier er, at historie og tegninger skal gå hånd i hånd, og når det er 50/50, så er det bedst. Men det er en anden historie, her drejer det sig om forsiderne.

NUMMER 5:

Det jeg elsker ved Aquaman 2 er, at det er noget klassisk over det - helt mod skurk i en kamp til døden på forsiden. Der er en fantastisk energi i Brad Walkers tegning, og farvekombinationen - blå, grøn, orange og sort, får tegingen til at poppe ud af papiret.

Desværre ødelægger DC Rebirth logo ret meget. Jeg fatter ikke hvordan den monstrøsitet er blevet godkendt af en grafiker.

NUMMER 4:

Jeffrey Veregge laver nogle fuldstændig fantastiske grafiske ting. Han lavede alle seks forsider til Red Wolf, De er alle seks flotte, men jeg elsker denne her mest. Han holder det i et meget native american look, (det kan man så ikke sige for tegningerne inde i hæftet).

NUMMER 3:

Strange Fruit er en mini-serie fra Boom! Studios på fire numre. Malet af J. G. Jones og skrevet af samme, med hjælp fra Mark Waid.Strange Fruit er et digt skrevet i 1920'erne og henviser til at de sorte som KKK klyngede op i træerne under raceurolighederne i syden. Den er siden genindspillet mange gange, som sang. Jeg synes Billie Hollidays version er den mest uhyggelige.

J. G. Jones har lavet en fantastisk tegneserie om en Jesus-lignede skikkelse, i form af en 2,5 meter høj, muskuløs, intelligent sort mand. Hvert panel i hvert hæfte er et maleri. På ovenstående forside har han valgt at simplificerer sin tegnestil, og kun bruge rød, hvid, sort og brun. Med meget få midler siger han rigtig meget. Læg mærke til slangen i barnets hånd.

NUMMER 2:

Der er vel lavet over 1000 forskellige Batman forsider, når man tæller alt med, så det er svært at være opfindsom, men Greg Capullo formår alligevel at gøre noget nyt. Batman der drukner i blomster, med en tusindfryd i hvert øje, der formår at give ansigtet en desperation og angst, og med blomsterne, alle i hvide nuancer, ikke bare i munden men på vej ned i halsen på Jim (der er Jim Gordon der er Batman i dette nummer - don't ask), så kan man ikke lade være med at sidde og tjekke munden for blomster.

NUMMER 1:

Jeg elsker simplicitet. I kunst, i mit liv, i kærligheden. Jeg er pisse dårlig til den, måske det er derfor jeg hele tiden jagter den. Vi vil gerne det vi ikke kan.

Javier Rodriguez levere hver måned fantastiske cover til Spider-Woman. Et runner-up var nummer 8, men jeg elsker farverne på dette, at titlen er skrevet på hendes ærme, kærligheden til hendes søn i hendes ansigt, og hans tilsvarende ligegyldighed. Fordi selv om jeg elsker kampene og kostumerne og Kapowerne, så er det kærligheden, næstekærligheden (uden Gud), der gør at jeg bliver ved med at læse tegneserier. Min ynglings tegneserier er Uncanny X-Men, der i bund og grund handler om familie. Og det gør Spier-Woman også. Jo, jo, hun er en dum karakter. En kvindelige udgave af Spider-Man. Men Dennis Hopeless og Javier Rodriguez har gjort det umulige. De har pustet liv i en karakter, der i mange år har været Spider-Man med bryster. De har givet hende sit eget liv, sit eget univers, et barn, en kæreste (sort-of) og meninger. Det er den serie jeg glæder mig mest til at læse hver måned. Den er intelligent, smuk og fyldt med kærlighed. Præcis som det her cover.


0 views

Jesper Nicolaj Christiansen / +45 40512466 / Hf. Kongelund 28 2300 København S