Search

Bingo!


Årets 12. og sidste bog er H. F. Feilbergs fremragende beskrivelse af bondelivet i Sønderjylland anno 1860. En meget veldokumenteret skildring af livet på landet dengang inkl. viser, gåder, lege, mandens rolle, kvindens rolle, skolegang (eller mangel på samme), barnets rolle, overtro og Kristendom, indretningsbeskrivelser, hvordan man handler en ko og sproget. Han fortæller om en 70-årig kvinde der har været i skole fem dage i sit liv, fordi hun altid skulle hjælpe til derhjemme.

Han bruger ikke ét eneste overflødigt ord eller forsøger at være "forfatter-agtig" som nutidens dokumentarister ofte prøver ihærdigt på. Han fortæller ikke hvad de føler og tænker, fordi det aner han ikke, men fordi han er så grundig i sine iagttagelser af hvad de gør, så får jeg en fornemmelse af jeg ved hvad de tænker. Det er intet mindre end et stykke meget voldsomt gennemarbejdet litteratur, og så har forfatteren et stort bankende hjerte for Sønderjylland. Hans sidste sætning i bogen er: Saa lad vort fælles Løsen være: med Gud, for Konge og Fædreland.

Men gemt under propagandaen er der altså en beskrivelse så ægte af en svunden tid, at man føler man har været der. Når han skriver i dialekt kan det være svært at følge med, man kan man lidt nordjysk, så går det nok endda. Her er en lille gåde "Hva er æ dristest i æ Kirk?" "De er æ Flu o æ Præst si Næjs."

Jeg må indrømme, at da karlen fortalte historier fra sin barndom, der strakte sig over to sider, da måtte jeg give op. Den fik jeg ikke med.

En interessant ting, som jeg ikke vidste, var, at bønderne ikke var så interesseret i Kristendommen (hvilket forfatteren beklager på deres vegne), men mere i Skæbnetroen. Det som sker, sker. Derfor er det også fjollet at tilkalde lægen hvis man bliver syg. Dør man, så dør man. Det kan lægen ikke ændre på. Og så har man smidt gode penge efter ingenting. Så kan det meget bedre svare sig at lytte til de gamle husmoderråd. Som hvis koen ikke vil blive med kalv, så begraver man en levende hundehvalp under dens bås. Eller for at holder Helhesten borte når man bygger ny kirke, så begraver man et hvidt føl (levende, selvfølgelig) under kirken.

Det var sjovt at læse, at mange af de uskrevne regler som inuitterne havde, dem havde de også på landet dengang. Hvad en gravid må og ikke må. Hvis den gravide f. eks kigger gennem et hul, så kommer hendes barn til at skele.

Og så er der ritualerne omkring fødsler og bryllupper. Og den bonde der fik høsten først i hus havde håneretten over sine naboer, hvilket blev brugt til fulde.

Og hvordan når man flyttede til byen, så inviterede man naboerne over på en lille en, gjorde man ikke det blev man drillet af byens bøller, indtil man gjorde det.

Skik følge eller land fly.

Det er helt sikkert at H. F. Feilbergs andet store værk, "Dansk Bondeliv" (Ja, det er ikke en titel der ligefrem bruser af begejstring) fra 1889 kommer på listen til næste år


0 views

Jesper Nicolaj Christiansen / +45 40512466 / Hf. Kongelund 28 2300 København S