Litteratur

February 20, 2017

Hvis jeg havde et nytårs forsæt, det havde jeg ikke, men hvis jeg havde, så havde det været, at jeg skulle læse mindst en bog om måneden i 2017.

 

Jo, jo. Chok, og alt det der. Men mellem at skrive selv, bygge hus, have tre børn og alt muligt andet, så giver det mig ikke meget tid til at læse. Sad but true.

 

Det har jeg lovet mig selv skal være anderledes i 2017.

 I januar måned læste jeg Erik Erngaards Grønland i tusinde år fra 1973. En bog der skildre Grønlands komplicerede historie ganske ligetil og med masser af fotos. Der er mange gode historier, bl.a. om den første arktiske avis, Habakuk, nazisten på slæde. Men mest ramte Løjtnant Bluhmes beskrivelse af de elendige forhold i 1864-64. "Kaffedrikkeriet, finder han, er det værste. Man har udbyttet befolkningen med kaffe. Som et eksempel nævner han et besøg i en jordhytte, hvor regnen silede ned fra loftet, og hvor det eneste, der beskyttede de halvnøgne, pjaltede, sultende beboere, var et stykke helt skind. Det eneste, man ejede. De prøvede at sælge ham skindet for lidt kaffe."

Erik Erngaard holder ikke tilbage. Danmark har ikke været godt for Grønland. Sammen med nationer som Holland, Norge og England voldtog vi landet til der intet var tilbage. Kun for at genopbygge det i vores billede.

 

Min februars bog var en digtsamling, Caspar Erics Avatar, fra 2017. Jeg kan lige så godt krybe til korset, jeg er ikke god til digtsamlinger. Indtil jeg på et ophold på Hald, lærte at man skal ikke kværne hele tiden på 1,5 time. Men kan læse en side, et digt, en strofe, og så lade den sive ind. Så det gjorde jeg. Jeg vil sige, at hen mod slutningen blev det lidt ensformigt, men første halvdel af bogen er det hele værd.

Digtsamlingen handler om depression og selvmord, men er mindst lige så meget en klassekamp, et oprør mod det samfund vi lever i.

Depression er en sygdom. Rigtig depression. Det er anderledes end den depression der følger et dødsfald af en man har kær, knust hjerte eller stress. En rigtig depression har ingen årsag, den kommer bare, og som en stor, tung, tyk dyne kvæler den dig, meget, meget langsomt. Uden årsag eller motiv, bare fordi den er der, den findes. Du kan ikke kæmpe imod, du kan bare holde sig selv i live længe nok til den forsvinder. Men jeg føler ikke så meget det er den depression Caspar Eric skriver om, det er nærmere den der er forårsaget af verden vi lever i. Under alle omstændigheder vil jeg varmt anbefale digtsamlingen. Her er min ynglingsstrofe:

"Jeg begynder stadig at græde

hver gang nogen får point i sport

en meget upraktisk ting

når man elsker badminton"

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Recent Posts

October 12, 2019

October 12, 2019

October 12, 2019

August 21, 2019

August 21, 2019

August 19, 2019

August 14, 2019

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags